Geist – del 2

Efter at have gået flere timer gennem skoven i den kolde blæst, var Astya begyndt at drømme om varmen fra bålet hjemme i Byen, men blev hurtigt vækket fra drømmen af Mjolls kraftige greb omkring hendes overarm. Overrasket, vendte Astya blikket mod Mjoll, som stod med sit pegefinger for munden, som for at give tegn til Astya at være stille. Astya kunne umiddelbart mærke pulsen stige og hjertet bankede løs i hendes bryst. Mjoll fjernede fingret for sin mund og i stedet pegede hun lige ud foran dem. Astya prøvede at se hvad det var Mjoll pegede på, men det var svært at se igennem alt det sne der nu var begyndt at falde. Hun skulle lige til at spørge Mjoll hvad det var hun kunne se, når hun fik øje på fem store, mørkegrå skygger der bevægede sig i flok mellem træerne, kun få meter fra dem. Astya tog forsigtigt sit haglgevær ned fra skulderen og tog sigte i retning af ulvene, Mjoll gjorde det samme. De vidste begge to at hvis ulvene valgte at attakere, ville det blive meget svært for dem at forsvare sig, selv om de var to personer med hvert sit skydevåben. De blev derfor stående helt stille og håbede på at ulvene ville passere dem. Men pludselig stoppede én af ulvene op og umiddelbart efter, stod alle fem ulve helt stille, alle med hovedet drejet i retning af Astya og Mjoll. 

“Om de begynder at bevæge sig i vores retning, stil dig op ad mig, ryg mod ryg”, hviskede Mjoll imens hun løsnede sikringen på hendes haglgevær, “de kommer ikke at angribe os lige på, men bevæge sig rundt os, så vi får problemer med at holde styr på dem allesammen.”

“Men vi forsøger at tage nogle af dem ud, så snart de løber i vores retning, ikke?” spurgte Astya.

“Ja, men vent til du virkelig har godt sigte, vi kommer ikke have mange sekunder til at lade om, når de vel er nået frem til os.”

Mjoll nåede næsten ikke at afslutte sætning, inden alle fem ulve begyndte at løbe i deres retning. Astya tog sigte på den ulv der nærmede sig dem først. Det var fristende at skyde så hurtigt hun kunne – hendes hjerte bankede hårdt i brystet, som om det var på vej ud gennem brystbenet, men hun kontrollerede sin vejrtrækning og bevarede roen.

“Jeg tager den første”, sagde hun til Mjoll.

“Fint.” 

En kraftig knald, som lyden af et lynnedslag, rungede mellem træerne da Astya affyrede et skud og den store ulv styrtede umiddelbart til jorden. Endnu en knald lød umiddelbart efter, denne gang fra Mjolls våben og et højlydt hyl lød fra én af ulvene imens den stoppede op i dens sprint, men umiddelbart efter fortsatte den at løbe imod dem. Mjoll affyrede endnu et skud og denne gang faldt ulven til jorden, uden at afgive en lyd. De tre sidste ulve var nu kommet tæt nok på dem, at de splittede op og begyndte at løbe rundt dem. Som aftalt, stillede sig Astya og Mjoll ryg mod ryg og med hurtige bevægelser ladede Mjoll om hendes gevær. Som om ulvene dog opfattet at hun lige i det øjeblik ikke var en trussel for dem, kastede sig to af dem over hende, den ene med tænderne i hendes højre underarm, den anden med tænderne i hendes venstre underben. Astya nåede ikke at opfatte angrebet, da hun fuldt koncentreret taget sigte på den tredje ulv, der bevægede sig lige foran hende. Men da hun kunne høre Mjolls skrig, forstod hun hvad der var sket. Med endnu et skud fik hun nedlagt den tredje ulv og først derefter vendte hun sig om. Mjoll lå skrigende på jorden, den ene ulv stadigvæk med tænderne båret dybt i hendes ene underben, den anden havde nu i stedet stillet sig ovenpå hendes ryg og sat tænderne i hendes nakke. Astya ladede lynhurtigt om sit haglgevær og med det første skud fik hun nedlagt ulven som havde sine tænder i Mjolls ben. Bange for at hun ville ramme Mjoll ved et uheld, trådte hun tættere på ulven som båret sine tænder ned i Mjolls nakke og gav den et kraftigt spark i ansigtet. Ulven gav slip om Mjoll og kiggede op på Astya. Den mørkegrå pels stod som en skarp kontrast til de hvide, skarpe tænder og de store gule øjne, der nærmest så ud som om de lyste i mørket. 

*Pang!*

Astyas skud ramte den lige mellem øjnene og den faldt umiddelbart tungt til jorden. Astya kastede sig ned i snen ved siden af Mjoll, der nu lå helt stille. Fra bidsåret på siden af hendes nakke, kunne Astya se sort blod vælte frem og farve sneen mørkerød. 

“Mjoll!” råbte Astya og rystede hende forsigtigt, men fik kun et lavt gny til svar. 

Hun tog sit halstørklæde, rullede det sammen til en bold og lagde over såret. Derefter fjernede hun sit bælte og spændte det rundt skulderen på Mjoll, så hun kunne holde halstørklædet på plads. Hun kiggede derefter til sårene på armen og underbenet, hvorfra blod langsomt siprede frem fra alle små huller ulvenes tænder efterladt. Astya rev lange stykker af stof løs fra hendes egen kåbe og bandt dem omkring sårene. 

“Vi bliver nødt til at prøve at tage os hjem”, sagde hun og løftede Mjoll op på sine skuldre. 

Astya kæmpede sig gennem den kraftige snestorm, der bare blev ved med at tiltage. Mjoll lå livløs på Astyas skuldre men hendes sukkende vejrtrækning gjorde, at Astya var sikker på at hun fortsat var i live. 

“Jeg er sikker på at vi er der snart, hold ud”, sagde hun, selvom hun vidste at det var løgn. Og inderst inde vidste hun ikke om det virkelig var for Mjolls skyld hun sagde det, eller for hendes egen. Det begyndte nemlig virkelig at føles hårdt og håbløst nu, kulden begynde at æde igennem Astyas tøj og Mjolls krop føltes tungere og tungere for hvert trin. 

Pludselig fik Astya øje på noget… eller var det bare noget hun bildet sig ind? Hun stoppede op og kiggede efter igen. Det var sgu rigtigt nok, hun kunne se et lys der bevægede sig. 

“Hallå!” råbte hun, men med den kraftige modvind, var det som om ordet direkte blev blæst tilbage ned i hendes lunger. 

Pludselig forsvandt lyset. Astya begyndte at gå i retning af hvor hun sidst set det, så hurtigt hun bare kunne. Hun fortsatte at råbe, men igen og igen var det som om blæsten forhindrede hendes ord fra at passere hendes læber.
Astya fortsatte i retning af lyset og håbede at det ville dukke op igen, men det forblev væk. Hendes vejrtrækning blev tungere og tungere, hendes ben syrede mere og mere til og hun havde for længst mistet følelsen i hendes hænder og fødder. Hvem der end måtte være der båret lyset, så måtte bare være én der kunne hjælpe hende – ellers ville både hun og Mjoll dø herude.
Men så syntes Astya at hun begyndte at kunne ane noget gennem sneen og hun indså hurtigt at hun måtte være nået frem til væggen af Titanheim, den massive bjergkæde der udgjorde grænsen mellem Swartland og Kaulderland. Astya havde altid drømt om at se Kaulderland en dag, men Titanheim var kendt som nærmest umulig at passere. De høje og stejle bjerge var en udfordring selv for den mest erfarne bjergklatrer og de få passager der ledte gennem bjergkæden, var tilhold for flere røverbander. 

Da Astya var kommet tættere på bjergkæden fik hun øje på en lille åbning til en grotte. Det måtte være derind som personen med lyset var gået. Selv om Astya vidste at det kunne være en stor risiko at følge efter, især med tanke på alle røvertilhold i Titanheim, så var det hendes eneste mulighed at få hjælp. Hun og Mjoll var døde herdue i sneen alligevel. 

Det var ikke en særligt dyb grotte, men dyb nok til at hun og Mjoll kunne komme helt væk fra sneen og den kolde blæst. Hun lagde forsigtigt Mjoll ned på marken og undersøgte om hun stadigvæk var i live. Til Astyas glæde kunne hun stadigvæk mærke Mjolls vejrtrækning og puls, selv om begge var meget svage. Udover den hvinende lyd fra blæsten udenfor, var der helt stille inde i grotten og alldeles mørkt. 

“Hallå?” 

Intet svar. Hvor var personen med lyset blevet af? Kunne der være flere grotter tæt på?  

Astya ville dog ikke forlade Mjoll og desuden var hun selv nået at blive så pas nedkølet, at hun ikke var sikker på om hun ville klare at gå ud i snestormen igen. 

“Vi må håbe på at stormen letter snart”, sagde hun til Mjoll og lagde sig ved siden af hende på marken. Astya lagde sine arme omkring Mjoll i et forsøg at varme hende. Kulden fra stenunderlaget begyndte langsomt at æde sig igennem Astyas tøj og hendes sind blev mere og mere sløret. Hun var så træt og så kold at hun til slut var ligeglad med hvordan det ville gå for hende og for Mjoll. Astya ønskede bare en ende på det hele, ligegyldigt hvordan.

Som det allersidste inden det sortnede helt for hendes øjne, så hun et lys bevæge sig imod hende og når det kom tættere på, kunne hun se at lyset kom fra en olielampe der blev båret af en høj, slank figur. Figuren kom helt frem til hende og Mjoll og satte sig på hug. Astya nåede lige at se et mandeansigt indrammet af et langt mørkt hår, inden det blev helt sort.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s